- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: VW Polo 1,0 TSI 110 hk Style 7 DSG

Iøjefaldende facelift til bilen for de mange


Af Søren Clauding – marts 2022

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor revolutionere en succes? Det er den indgangsvinkel, man ofte har haft til udviklingen af nye biler hos Volkswagen gruppen. Så hellere bygge en helt ny model, hvad man da også gør. I Polo-størrelsen hedder den nye bil ID.2, den er fuldt elektrisk, men den lanceres først i 2025. I mellemtiden har man jo så Polo, som man jo kunne have valgt at elektrificere. Det har man ikke gjort, men dermed er Polo ikke ligegyldig på markedet.

 

Det kan nemlig godt være, at der er stor fokus på elbiler for tiden. Det kan også godt være, at flere og flere danskere køber elbiler. Men set ovenfra udgør elbiler fortsat kun en meget lille del af bilparken. Og man kunne fristes til at tænke den tanke, at der måske alene sælges så mange elbiler i Danmark lige nu, fordi de er afgiftsfritaget. Hvis de danske elbils-købere skulle betale ligeså stor afgift på deres nye bil, som købere af ikke-elbiler er tvunget til, hvis de vil have danske nummerplader på, ville der nok ikke blive solgt mange af dem.

 

Rigtig mange kan ikke køre elektrisk

Det er da også hele idéen bag afgiftsfritagelse af elbiler. Men det er særlige grupper i befolkningen, der har et køremønster og praktiske muligheder for at bruge elbiler, der favoriseres. Det er næppe dem, der bor i etageejendomme i nærheden af byerne eller de, der regelmæssigt gerne vil besøge familien i den anden ende af landet. De må klare sig med konventionelle biler, hvorpå der skal betales meget afgift, men heldigvis er de ikke efterladt med håret i postkassen. Det er VW Polo et godt eksempel på.

 

Så VW har givet Polo’en et kraftigt facelift og den kan købes til en pris, der inklusive afgifter vil være overkommelig at anskaffe for mange mennesker. Den billigste version koster 220.000 kroner og den prøvekørte udgave er prissat til 265.000 kroner. Og vælger man den, bliver man ganske glimrende transporteret.



Iøjefaldende lys

Visuel er den tværgående lysstribe på fronten iøjefaldende – især i mørke. Men egentlig er det vigtigste, at man har udrustet Polo’en med en lang række af de moderne kørehjælpemidler, som bl.a. gør turen på tværs af landet mere sikker og mere bekvem. Man må oven i købet koble en anhænger på 1100 kg bagpå – det er ikke en gigantisk campingvogn, men nok til at man undervejs har mere plads til rådighed. Og det kan der måske nok være brug for især på længere ture, for Polo’en i sig selv er trods alt ikke så stor.

 

I tørre tal er en Polo 4,07 meter lang. Den rummer 351 liter derude bagtil og de kan blive til 1,1 kubikmeter, når bagsæderne lægges ned. Den overgås selvsagt af en stribe cross-overe på markedet, men selvom den slags biler også over årene har fået gode køreegenskaber, kører en Polo ganske enkelt bedre, den er mere sporsikker, mindre sidevindsfølsom og mere forudsigelig – og det er en fordel, både i dagligdagen og på de længere stræk.


 

 


Benzinmotor

Maskineriet i en Polo benytter benzin. Det er den velkendte 1-liters TSI motor på op til 110 hestekræfter, der ligger i den testede bil, og den harmonerer flot med bilens køreegenskaber. Den har et 7-trins DSG dobbeltkoblingsgear, der dog godt kan være lidt brutalt i igangsætningen, og så er DSG-gearet i øvrigt standard i alle varianter bortset fra den allerbilligste, der desuden har den neddroslede TSI-motor på 95 hk under motorhjelmen.

 

Style udstyret kan fås til begge motorvarianter og prisforskellen er blot 10.000 kroner, men den dyre af dem bruger også lidt mere benzin (iht. WLTP) – spørgsmålet er, om ikke det først og fremmest er speederfoden der vejer tungest, når benzinforbruget skal gøres op.



Luksus og kørehjælp

Style udstyret er ret omfattende og løfter bilen til et næsten luksuøst niveau. LED matrix forlygterne er fremragende, adaptiv fartpilot er stor fornøjelse og de tilhørende kørehjælpemidler er med til at gøre, at man føler at bilen er moderne, selvom man ikke skal standse og lade op om tre timer.

 

Polo’en havde også det såkaldte IQ Travel Assist system, som hjælper til at håndtere hastigheden i forhold til omgivelserne. Nærmer man sig eksempelvis en rundkørsel, sætter bilen farten ned, det samme gælder snævre kurver osv. Det er et godt system, men det er ikke så vel udviklet, at det altid kan forholde sig til gældende fartgrænser. Det dur ikke, at bilen pludselig og uden trafikal grund sætter farten op til 130 km/t på motorvej, når man kun må køre 110. Eller for den sags skyld gør det samme ved lav fart, hvor der er vejarbejde. Vi erfarede begge dele men reagerede dog prompte, så betegnelsen vanvidsbilist ikke fandt til huse hér. Naturligvis kan systemet slås fra.



Affjedringskomforten

Det er langt henad vejen en luksuøs oplevelse at køre Polo. På testbilen var 15” hjulene udskiftet med 17” hjul. Det gav en noget mere kontant berøring med underlaget og på våd vej i regnvejr ville vi klart have foretrukket 15” standard-dækstørrelsen med mindre lavprofil. Affjedringskomforten blev dog hjulpet lidt af sæderne, der var forbavsende bløde, næsten for bløde.

 

Den mekaniske håndbremse havde man ifm. ansigtsløftningen ikke erstattet med en elektrisk – hvad der egentlig kan være meget godt i glat føre, hvis man mestrer om nødvendigt at bruge den til at bringe bilens bagvogn på plads.


Andre VW prøvekørsler - find dem hér >>>

On-board videotest: VW Polo 1,0 110 hk DSG

VW Polo er en almindelig bil for almindelige bilejere, men helt almindelig er den nu ikke. Tag med på en køretur i silende regn og oplev den faceliftede version af den kompakte Folkevogn. Fuld HD.





Model:

VW Polo 1,0 TSI Style

Listepris:

Kr. 264.995

Motor og transmission:

3-cyl. 1,0 ltr. Turbo benzinmotor. 110 hk. 200 Nm/2000-3000 omdr./min. 7 DSG.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,4 sek./ 195 km/t/ 17,9 km/l / 132 g/km

Længde:

4,07 m

Bagagerum:

351-1125 liter

Værd at bemærke:

Matrix LED forlygter. 15” alufælge (standard). Adaptiv fartpilot. Automatisk aircondition. Sædevarme. Regnsensor. P-sensorer for og bag. 8” touchscreen (standard). Navigation. Isofix.












Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt